Verdens største slange – Se de 10 største her

🐍 Her kan du se listen over de 10 største slanger i verden

Den grønne anakonda (Eunectes murinus) - verdens største slange

Slanger er nogle sjove skabninger, der fascinerer de fleste mennesker. Der findes over 3.000 slangearter, som lever rundt omkring i hele verden. Men hvilke 10 slanger er de største, når der kigges på slangernes længde? Det kan du få svaret på i denne artikel.

📝 Hovedpunkter: Verdens største slanger

  • Størstedelen af verdens største slanger er kvælerslanger.
  • Mange af verdens største slanger er pythonslanger.
  • Stort set alle de største slanger i verden er ikke giftige.
  • Verdens største slange kan blive 9 meter og veje op til 250 kilo.
  • Den største giftige slange i Afrika er den sorte mamba.

10 af verdens største slanger

10. King Brown Snake/mulga-slange

King Brown Snake

King Brown Snake eller mulga-slange (Pseudechis australis) er navnet på denne giftige slange, der kan blive 3,3 meter lang og veje omkring 6 kilo. Dens blanding af gule og brune skæl hjælper med at camouflere den, når den bevæger sin lange krop på jagt efter frøer og firben.

Den søger normalt ly i huler, dybe jordrevner, træstammer, stenbunker og tømmer- eller affaldsbunker, hvis den bor i nærheden af mennesker. Ellers er den at finde i græsarealer, skove og kratområder i det centrale Australien.


9. Kongekobra

Kongekobra

Kongekobraen (Ophiophagus hannah) kan blive 4 meter i længden og komme op på en vægt på 9 kilo. Kongekobraen er ikke kun blandt en af de største slanger i verden. Den har også indkasseret titlen som den længste giftige slange i verden.

🦎 GRATIS E-BOG OM AT PASSE KRYBDYR
Download vores gratis e-bog på 7 kapitler fordelt udover 20 sider. Her får du en læsevenlig bog, med alt det du skal vide om at have et krybdyr.

En kongekobra kan få sig selv til at se meget større ud, end den egentligt er. Den ser nemlig større ud, når den løfter den øverste del af sin krop over jordens overflade. Dens kost består af firben, fugle og andre slanger. Denne slange lever i Indien og Sydøstasien.


8. Kongeboa

Kongeboaen

Kongeboaen (Boa constrictor) er en kvælerslange og derfor ikke giftig. Den kan blive op til omkring 4 meter, og de største eksemplarer kan have en vægt på cirka 30 kilo.

Eftersom at det er en kvælerslange, så bruger den sine skarpe tænder til at fange et dyr og fastholde det, mens den snor sin krop rundt om byttet for at kvæle det. Denne slangeart lever blandt andet i regnskoven i Sydamerika. Den ynder at spise både fugle og mindre pattedyr.


7. Den sorte mamba

Den sorte mamba - Dendroaspis polylepis

Den sorte mamba (Dendroaspis polylepis) er Afrikas største giftslange. Dens cirka 4 meter lange krop er samtidig meget hurtig. Den er faktisk en af de hurtigste slanger, da den kan bevæge sig med en fart på op til omkring 20 kilometer i timen.

Den slanke slange vejer typisk kun omkring 1,5 kilo. Den ernærer sig ved at spise små fugle, fugleæg og mindre gnavere. Slangen lever på savanner i de østlige og centrale dele af Afrika.


6. Afrikansk klippepython

Den afrikanske klippepython - Python sebae

Den afrikanske klippepython (Python sebae) er den største slange på det afrikanske kontinent. Den kan opnå en længde på op til 6 meter og have en vægt på mere end 100 kilo.

Den er ikke giftig, da den i stedet fanger sit bytte ved et bagholdsangreb og ruller sig rundt om det. Derefter bruger den sine kraftige muskler til at kvæle byttet til døde. Slangens byttedyr kan være både krokodiller, vortesvin, antiloper, geder, fugle, katte og andre store dyr. Den lever på græsarealerne og savannerne i Afrika.


5. Tigerpython (indisk python)

Tigerpythonen (Python molurus)

Tigerpythonen (Python molurus) placerer sig også blandt verdens største slanger i og med, at den kan blive helt op til 7 meter samt komme op på en vægt på omkring 135 kilo. Denne slange er meget eftertragtet dels på grund af dens skind, men også fordi den er et populært kæledyr.

Menuen for en tigerpython er gerne små pattedyr og fugle. Den fanger byttedyret med sine stærke kæber, hvorefter den kvæler dyret med sin krop. Denne slange lever i skovene i Pakistan, Indien, Nepal og Sri Lanka. Bestanden af tigerpython er dalende, da slangens levesteder ødelægges, og mennesket gerne vil spise den samt gøre brug af dens skind.


4. Burmesisk python

Den burmesiske pythonslange (Python bivitattus)

Den burmesiske pythonslange (Python bivitattus) lever for det meste alene. Det er kun omkring parringstid i foråret, at den finder sammen med en artsfælle. Denne slangeart kan have en kropslængde på op til 7 meter og veje omkring 90 kilo.

For at holde sin krop stærk og sund spiser den mus, kaniner og høns. Den kvæler sit bytte for derefter at sluge det. Den lever i marsken i det sydøstlige Asien inklusive Kina. Bestanden er faldende, da den burmesiske pythonslange dræbes, så mennesket kan bruge dens slangeskind og spise den. Derudover ødelægges dens levesteder.


3. Ametystpython

ametystpython (Morelia amethistina)

En ametystpython (Morelia amethistina) er en rigtig god svømmer, hvorfor den også gerne bevæger sin op til 8 meter lange krop i vandet, hvis det er nødvendigt. Det er ofte hunnen, der er den største blandt denne slangeart.

For at holde sin vægt på 15 kilo ved lige spiser en ametystpython flagermus, rotter, små og mellemstore fugle og lejlighedsvis endda store firben. Slangen lever i Indonesien, Papua Ny Guinea og Australien. Dens levesteder omfatter tropiske skove, savanner og buskadser.


2. Netpython

Netpythonen (Malayopython reticulatus) - Verdens længste slange

Netpythonen (Malayopython reticulatus) har fået sit navn på grund af det netlignende mønster, der dækker dens krop. Den kan opnå en kropslængde på 10 meter, hvilket gør den til den længste, men ikke tungeste slange. Den grønne anakonda kan nemlig komme op på en vægt, der er dobbelt så stor som en netphyton med samme længde.

Det er typisk hunnen, der er den største blandt denne slangeart. Netpythonen lever i regnskovene og sumpene i Sydøstasien, Bangladesh og Vietnam. Denne slange spiser fugle og pattedyr, og i byerne napper de også gerne en hund.

Se også: Kongepyton (Python regius)


1. Den grønne anakonda

Den grønne anakonda (Eunectes murinus)

Den grønne anakonda (Eunectes murinus) er kendt som verdens største slange, da den klart er den tungeste slange, der findes. Den kan komme op på at veje intet mindre end hele 250 kilo. Dens diameter kan blive op til 30 centimeter, og længden runder gerne de 9 meter.

Slangen, der er kåret som verdens største, lever frit i Amazonas regnskove og sumpe i Brasilien. Den kødædende grønne anakonda fanger gerne både vilde grise og hjorte. Byttedyrene uskadeliggøres ved, at den grønne anakonda vikler sig om dyrene for at klemme dem ihjel.

Relateret artikel: Verdens største edderkop

Skriv en kommentar