Skrubtudse (Bufo Bufo)

Hurtigt overblik
Videnskabeligt navn	Bufo bufo
Populærnavn	Skrubtudse
Klasse	Amfibier
Levested	Blandede terræner i Europa og dele af Asien, herunder skove, engområder, haver, sumpområder og marker
Gennemsnitlig levetid	10-12 år, men kan variere afhængigt af forholdene
Føde	Insekter, orme, snegle, edderkopper og andre små hvirvelløse dyr
Størrelse	Typisk mellem 6-10 cm i længde
Status	Generelt stabil
Vidste du?	Skrubtudsen er ikke særlig god til at springe sammenlignet med andre frøer og tudser, og foretrækker derfor ofte at gå eller løbe. Den udsender et giftigt sekret fra parotidkirtlerne bag øjnene, som kan virke afskrækkende på rovdyr.

Udbredelse:

Den danske skrubtudse findes stort set overalt i Danmark, med undtagelse af enkelte små øer som Læsø, Anholt, Sejerø, Bågø, Saltholm og Femø.

Derudover findes den også i størstedelen af Europa, med afgrænsning i det nordlige Sverige, Finland og Norge. Mod øst findes arten indtil Bajkalsøen i Rusland og i dele af Sibirien.

Sydligt strækker den sig til den nordlige del af Tyrkiet. Dog findes B. bufo heller ikke i Irland og på Island.

Levetid:

Levetiden for arten er normalt et sted mellem 10 – 15 år. Dog kan der sagtens findes individer som bliver både væsentlig yngre eller ældre. Rekorden menes at være 50 år i fangeskab, men dette er nok mere en god historie fremfor fakta.

Størrelse:

B. bufo har væsentlig størrelsesforskel kønnene imellem, hvor hanner typisk bliver væsentlig mindre end hunner. Hannerne når som oftest en maksimal længde på omkring 8 cm og hunnerne en maksimal længde på omkring 12 cm. Dette er vel og mærke i Nordeuropa og Skandinavien, da arten bliver op til hele 19 cm i dens sydlige udbredelsesområde.

Alle opgivne mål er taget fra snude til kloak og tæller altså ikke benene med.

Parring og æglægning:

Dyrenes dvale, løber fra omkring start oktober til april, afhængig af vejret. Efter dvalen vil hun tudserne vandre mod det vandhul som de selv er klækket i og derefter vil gøre brug af hvert år til selv at yngle. B. bufo har en spændende parringsadfærd, hvor hannen klamrer sig fast til hunnens ryg (også kaldet amplexus), indtil han har befrugtet hunnens æg.

Nogle gange kan flere hanner klamre sig fast til en enkelt hun. Det er også set at hunnerne kan drukne, da der er så mange hanner om en hun, at hun bliver klemt under vandet og ikke får mulighed for at komme op igen.

Selve befrugtningen sker udvendigt på æggene, da hannen griber hunnens æg strenge og befrugter dem samtidig med at de klistres fast, til eksempelvis planter eller smågrene i vandet. Der lægges 2 æg strenge som hver indeholder omkring 1000 – 1500 æg. Det er dog langt fra alle æg, som når at blive til haletudser og endnu færre der når at gå på land som tudser.

IUCN-status:

På IUCN-listen er B. bufo rangeret som LC – Least concern og er derfor ikke truet. Dog er alle krybdyr og padder i Danmark fredet, hvilket betyder at man hverken må indfange eller dræbe disse!

Ønsker man at prøve kræfter med denne art, skal det være opdrætsdyr med papirer.

Udseende og kendetegn:

De færreste er i tvivl når de ser en B. bufo, da det er en meget karakteristisk art. Selv som helt små tudser har de en genkendelig chokolade brun, i forskellige nuancer, med en nubret og kirtelfyldt ryg. Bag øjnene sidder 2 større kirtler, som kan udskille et hvidt sekret, som er giftigt ved indtagelse. Typiske symptomer hos for eksempel hunde er at de begynder at savle og mister evnen til at synke i op til et par timer. Det anbefales derfor altid at vaske hænder, hvis man har håndteret arten. Da det er en relativt bastant tudse, fremstår de også lidt klodsede og de hopper kun hvis de føler sig udsat og skal væk hurtigt.

Levevis:

Modsat hvad mange tror er tudsen landlevende og overvintrende på land. Det eneste tidspunkt de reelt set opholder sig i vand, er i forbindelse med parring. Der er lavet studier som viser at de opholder sig op til 4 km væk fra deres yngle vandhul, men at det mest almindelige er omkring 1-2 km. Dette må dog stadig siges at være en del, taget i betragtning af deres størrelse og deres lidt klodsede måde at bevæge sig på.

Arten er desuden stedfast og bevæger sig sjældent længere væk end en radius af omkring 5 m fra deres skjul, hvis ellers mængden af føde er stor nok. Det er muligt at finde tudser i næsten alle naturtyper i Danmark, så længe det er inden for en radius af et par km til et vandhul, som er ynglevenligt. Selvfølgelig kræver det også at der er føde tilgængelig, men da tudsen ikke er kræsen, er det sjældent et problem.

Fødevalg:

Tudsen har en lang klistret tunge, der fungerer som et stykke tape, når den rammer et byttedyr. Typisk vil der være tale om bænkebidere, biller, larver og orme, men snegle med og uden hus spises også. Generelt er alt i en overkommelig størrelse et potentielt bytte, da det ikke er en kræsen art.

Fjender:

Mange forskellige fugle har lært sig at vende tudsen om på ryggen og hakke hul i maven på den, for at spise indvoldene. På den måde undgår de at blive forgiftet af kirtlerne på ryggen. N. natrix er derimod immun overfor giften og spiser gerne tudser uden problemer. Derudover er hunde og katte en trussel, da de kan slå tudsen ihjel, ofte uden at spise den.

Sidst men ikke mindst er den altoverskyggende trussel mennesker. Vi indskrænker deres ynglesteder betragteligt, grundet vores landbrug og generelle udledning af miljøskadelige stoffer. Dertil kommer omlægning af dræninger og udvidelser af veje og byggerier, som alle sker i og omkring tudsernes habitater.

Pasning i fangeskab

Da B. bufo ikke er en art som holdes af særlig mange og det er sparsomt med information om pasning i fangeskab, anbefales det derfor at denne artikel suppleres med andre kilder, i forbindelse med hold af arten!

Terrariet:

Da tudsen ikke er en specielt aktiv art, behøver de ikke voldsomt meget plads. Dog er det altid anbefalelsesværdigt at give sine dyr så meget plads som muligt. Et voksent individ vil klare sig fint på 80 cm x 50 cm i bundareal. Arten klatrer ikke, så højden i terrariet er mindre vigtigt. Dog bør der være en vand skål, som er stor nok til at dyret kan komme ned i og være neddykket. Bundlaget bør være tykt og nemt at grave i for tudsen.

Der bør også være forskellige grader af fugtighed i terrariet, så dyret selv har mulighed for at vælge hvor fugtigt eller tørt et bundlag der er nødvendigt. En gødningsfri muldjordsblanding vil være et oplagt valg.

Udendørsanlæg:

Som sagt er det ikke en særlig populær art i fangeskab, men hvis man kan lykkedes med at finde opdrætsdyr, kan det klart anbefales at holde dem i udendørsanlæg. Dette vil klart være den mest naturlige løsning, så længe man kan genskabe et brugbart habitat. Her kan det anbefales at gå ud og finde tudser i naturen og genskabe de elementer som den befinder sig i.

Lys:

Da det er en nataktiv art, har den derfor ikke særlige krav til uv belysning. Faktisk vil de fleste padder prøve at undgå sollys, da deres hud er relativt følsom og altså ikke har godt af solens skarpe stråler. Dog skal dyret have mulighed for at skabe en døgnrytme.

Temperatur:

Arten skal ikke holdes for varmt og det bedste man kan gøre, er at simulere temperaturen vi har ude i vores egen natur.

Fodring:

Heldigvis er de ikke kræsne og man kan fodre med alle former for insekter, som tudsen kan overkomme. Det kunne være: fårekyllinger, græshopper, melorme, kakkerlakker, krølvingede spyfluer og larver mf.

Opdræt:

Der findes ikke meget information om opdræt i indendørs terrarier. Derfor vil vi ikke uddybe dette emne i vores artikel.

Studier og relevante artikler:

https://celticreptileamphibian.co.uk/

Celtic reptiles er startet af 2 engelske fyre, som brænder for bevarelse af vores europæiske arter af krybdyr og padder. Det kan derfor klart anbefales at give deres hjemmeside et kig, både for inspiration og læring.

FAQ

Se også: Stålormen (Anguis fragilis)