Hurtigt overblik | |
---|---|
Videnskabeligt navn | Pantherophis guttatus |
Populærnavn | Kornsnog |
Klasse | Krybdyr |
Levested | Forskellige habitater i sydøstlige USA, herunder marker, skove, græsland og nær vandløb |
Gennemsnitlig levetid | 6-8 år i vild tilstand, men kan leve op til 15-20 år i fangenskab |
Føde | Små pattedyr (f.eks. mus og rotter), fugle og fugleæg |
Størrelse | Typisk mellem 75-120 cm i længde, men nogle individer kan blive længere |
Status | Ikke umiddelbart truet, har en bred udbredelse og er relativt almindelig i sit naturlige habitat |
Vidste du? | Navnet “kornsnog” stammer fra det engelske “corn snake” og refererer til de majs-lignende pletter på dens mave og dens tilstedeværelse i majs kornsiloen, hvor den jagter gnavere. Kornsnogen er en populær slange i kæledyrshandelen på grund af dens rolige temperament og smukke farvning. Den er ikke giftig og udgør ingen trussel mod mennesker. |
Udbredelse:
Arten er udbredt i det østlige USA fra den sydlige del af New Jersey og hele vejen ned til Florida.
Levetid:
Levetiden er selvfølgelig variabel og afhænger af mange faktorer, men et sted mellem 10 og 20 år er ikke unormalt i fangeskab. Ofte lever de kortere i naturen, da muligheden for byttedyr, parasitter, rovdyr og klima spiller en stor rolle.
Størrelse:
Der er tale om en mellemstørrelse snog som når en størrelse på omkring 1.5 m, med en slank og elegant krop som ikke bliver specielt kraftig. Nogen individer kan godt blive lidt større og selv har vi oplevet dyr som i en alder af 16 år aldrig blev mere end 1 m. Dette er dog ikke typisk for arten.
Parring og æglægning:
Som mange andre arter, foregår parringen umiddelbart efter dyrene er vågnet af deres dvale i foråret. Hannerne vil vågne først, så de er klar så snart hunnerne begynder at vågne. Efter selve parringen går der kun omkring 1 månedstid før hunnen vil lægge sine æg. Dette er relativt hurtigt sammenlignet med de fleste andre æglæggende arter. Æggene vil blive lagt i bladbunker eller i huler som kan holde en nogenlunde stabil temperatur indtil æggene klækker.
De enkelte steder i artens udbredelse som ikke har decideret vinter, som den sydlige del af Florida for eksempel, vil arten blive påvirket af lysmængde og nedbørsmængde, i forhold til at navigere i sæsonerne og hvornår det er parringstid.
Relateret artikel: Alt om Gonyosoma Prasina (Grøn rottesnog)
IUCN-status:
På IUCN listen er P. guttatus rangeret som LC – Least concern og er derfor ikke truet.
Udseende og kendetegn:
I naturen er snogen ganske nem at genkende med sine kraftige røde / orange grundfarve. Fra toppen af hovedet og ned af resten af kroppen er der sadler i dybere rød/orange afgrænset af en sort kant. På hovedet er et specielt mønster som varierer lige så meget som vores fingeraftryk. Det kan være formet som et V et U eller være en større plamage. En ting er dog sikkert, du finder ikke to der er ens.
Arten har desuden hvide kinder med typiske mørke eller sorte striber som fader ud ved kæbeleddet. Et af artens absolutte kendetegn og årsagen til deres navn er deres bug. De har en hvid bug med et sort smukt ternet mønster, som minder meget om de farvede majs der dyrkes i USA. Nogen lokaliteter får en meget smuk orange bug, dog stadig med de sorte mønstringer.
Levevis:
Arten lever i blandt andet i skovbryn, engområder og især omkring marker og landbrugsejendomme, da dette tiltrækker en stor mængde gnavere som udgør størstedelen af deres bytte. Arten foretrækker tørre omgivelser, men den er også at finde i fugtige områder, særligt i den sydlige del af deres udbredelse.
Fødevalg:
Arten jager hovedsageligt gnavere, men det er ikke usædvanligt at de går i fugleredder efter både æg og unger.
Fjender:
Af naturlige fjender er det særligt fugle, ræve og til tider andre slanger.
Pasning i fangeskab
Terrariet:
Kornsnogen er nok en af de mest kendte og anbefalede slanger i terrariehobbyen og det er ikke uden grund! Arten stiller ikke mange krav og er dejlig nem at have med at gøre på stort set alle parametre.
Hvis man har mange dyr, foretrækker nogen at holde deres dyr i racks eller kasser, hvilket selvfølgelig er pladsbesparende og praktisk. Det er dog ikke særlig inspirerende eller spændene at kigge på, men det er selvfølgelig op til den enkelte.
Størrelsen på en eventuel kasse bør ikke være mindre end 90 L x 60 B x 20 H til et voksent individ.
Læs også: Valg af terrarie
Terrariet kan i princippet være så stort som muligt, men det bør ikke være mindre end ovenstående mål. Typisk vil snogen også gøre brug af højden, hvis ellers terrariet bygges op så det er muligt.
Bundlaget kan være alt fra avis, sphagnum, kokosfibre eller spåner. Det vigtigste er bare at det holdes tørt og rent. Derudover er det op til den enkelte hvad der foretrækkes. Selvom kornsnogen findes i fugtige områder i naturen, skal der IKKE være fugtigt i deres terrarie!
Uanset hvor gerne vi vil det, kan vi ikke genskabe 100 % naturlige forhold og man vil ende op med dyr der får skæld betændelse, hvis ikke man er forsigtig. Så hold dem tørt og giv dem et fugtigt skjul de kan bruge i stedet.
Der bør desuden være skjul både i den kolde og den varme ende og en vandskål.
Lys:
Der bør være lys nok til at dyrene kan opretholde en døgnrytme, som bør justeres i løbet af året, med en timer. Dette hjælper også i forbindelse med opdræt. Det er ikke nødvendigt med UV lys, men det er ikke noget der hæmmer slangerne og eventuelle planter i terrariet vil have gavn af det.
Temperatur:
Grundtemperaturen i terrariet kan holdes omkring 24 grader og omkring 30 grader under varmelampen, som vi anbefaler fremfor varmeplader eller måtter. Nattemperaturen må gerne komme ned på 20 grader, så længe man er sikker på slangen kan varme op igen om morgenen.
Fodring:
Unger kan fodres hver 5 – 7 dag, ungdyr og voksne kan fodres hver 7 – 10 dag, alt efter størrelsen på foderemnet. Det nemmeste og mest anbefalelsesværdige foder er mus og rotter. Generelt er kornsnoge nemme at fodre og går sjældent i spisestop uden en god grund.
Så hvis det skulle ske, bør man tjekke at forholdene er rigtige og give dyrene fred i en uges tid eller 2 og derefter prøve igen. Det kan også skyldes et kommende hamskifte, som kan fjerne spiselysten hos de fleste.
Opdræt:
Efter dvalen plejer dyrene at skifte ham og de kan derefter sættes sammen så de kan parre sig.
Det er ikke sikkert de vil acceptere foder inden parring og selv efter parring kan der gå lidt tid, hovedsageligt hos hanner.
Det kan dog variere fra dyr til dyr og nogen vil allerede spise så snart de er varmet op. Det er vigtigt at hunnerne får alt hvad de vil have, gerne hver 4. dag i et par uger, så man er sikker på de har noget at stå imod med, når de skal producere æg.
Inden hunnen skal lægge æg, er det en god idé at stille en kasse med fugtigt medie ind i terrariet, f.eks. sphagnummos, som hunnen kan lægge æg i.
Fra parring til æglægning går der ca. 30 – 35 dage. Æggene skal udruges ved omkring 26 – 28 grader og omkring 80-90 % fugtighed. Husk periodisk luftskift, så der ikke gror mug på æggene.
Alt efter temperaturen, klækker æggene efter yderligere ca. 58-65 dage. Der er mange der mener at det er en bedre idé at udruge ved temperaturer i den lave ende af spektret, da høj varme kan resultere i svagere unger.
Morfer:
Det alt overskyggende emne når man snakker kornsnoge, er selvfølgelig de mange forskellige morfer der er på markedet. Der er efterhånden rigtig mange forskellige og det kan stærkt anbefales at tjekke dem ud, hvis man er nysgerrig efter andet end de normale varianter. Der vil helt sikkert være noget for selv den mest kræsne køber derude.
Ovenstående billeder er af en Okeetee, som er en af de morfer der faktisk findes i naturen. Nedenunder ses en Amelanistisk morf, som kendetegnes ved blandt andet at mangle sort pigment.
Der findes også beregnere for hvilke morfer man skal sætte sammen for at lave de specifikke farvekombinationer, som man hurtigt kommer til at bruge rigtig lang tid på at sidde og tjekke igennem. Det bør dog siges at man hurtigt bliver hooked på det, så er det sagt!
Der linkes til en af disse beregnere længere nede.
Vi vil ikke komme mere ind på genetikken her, da det er et emne som meget hurtigt kan fylde en artikel for sig selv.
Men hold øje med siden, da der helt sikkert vil komme en artikel der vedrører dette.
Studier og relevante artikler:
https://cornsnake.net/pages/corn-snake-morph-photos
En fin side med billeder, til at give overblik over de mest almindelige morfer indenfor kornsnogene.
https://www.morphmarket.com/c/reptiles/colubrids/corn-snakes/genetic-calculator/
En super god og brugbar beregner for hvilke morfer der kan komme ud af de forskellige parringer.
FAQ
Er en kornsnog en god begynder slange?
Ja helt sikkert! Ofte er det et langt bedre valg end for eksempel en Kongepython, da snogene er mere underholdende og tolerante overfor begynderfejl samt håndtering. Håndteringen bør dog stadig holdes på et minimum, da det ikke gavner dyrene på nogen måde.
Relateret: Snog (Natrix natrix)
Hej.
Jeg er rimelig newbee på krypdyr området. Jeg kan læse ‘efter dvale om foråret’. Jeg var slet ikke klar over at de går i dvale. Hvor lang tid er det? Og er der i givet fald, noget man skal være opmærksom på?
Hej Kim,
Tak for din kommentar.
Kornsnoge går i dvale, især i områder med decideret vinter. Dvalen er en naturlig del af deres livscyklus, og det er en periode, hvor de går i en form for hviletilstand. Dvalen kan variere i længde afhængigt af klimaet og de specifikke forhold for slangen, men det er typisk i de koldere måneder.
Efter dvalen vågner kornsnogene op, og mange af dem vil skifte ham. Det er også i denne periode, at parring ofte finder sted. Hannerne vågner typisk op før hunnerne for at være klar til parring, når hunnerne vågner.
Når det kommer til pasning af kornsnoge i fangenskab, er der nogle vigtige ting at være opmærksom på i forbindelse med dvalen:
Temperatur: Det er vigtigt at sikre, at temperaturen i terrariet er passende for dvalen. Grundtemperaturen i terrariet kan holdes omkring 24 grader og omkring 30 grader under varmelampen. Nattemperaturen må gerne komme ned på 20 grader, så længe man er sikker på slangen kan varme op igen om morgenen.
Lys: Der bør være lys nok til at dyrene kan opretholde en døgnrytme, som bør justeres i løbet af året med en timer. Dette hjælper også i forbindelse med opdræt.
Fodring: Efter dvalen kan der gå lidt tid, før slangen er klar til at spise igen. Det er vigtigt at være tålmodig og give slangen tid til at vænne sig til sin normale rutine.
Hvis du har flere spørgsmål eller bekymringer omkring kornsnogens dvale eller andre aspekter af deres pasning, er du velkommen til at stille dem. Jeg håber, dette hjælper!