Hurtigt overblik | |
---|---|
Videnskabeligt navn | Hydrodynastes gigas |
Populærnavn | Falsk Vandkobra |
Klasse | Krybdyr |
Levested | Vådområder, floder og sumpområder i Sydamerika, især i Amazonas-regionen |
Gennemsnitlig levetid | 15-20 år i fangenskab, men vildtlevende individers levetid kan være kortere |
Føde | Fisk, små pattedyr, fugle og amfibier |
Størrelse | Op til 2,5 meter i længde |
Status | LC – Least concern og er derfor ikke truet |
Vidste du? | Selvom den kaldes en “falsk” vandkobra, er denne slange ikke giftig på samme måde som en ægte kobra. Den er dog i stand til at levere et smertefuldt bid. Den får sit navn på grund af dens evne til at flade sit halsområde ud i en trusselvisning, der ligner en kobra’s hætte. |
Udbredelse:
Som et af populærnavnene antyder, holder arten til i Sydamerika. Helt præcist er den at finde i Brasilien, Paraguay, Bolivia og den nordligste del af Argentina.
Levetid:
H. gigas bliver omkring 15 – 20 år. Lidt specielt for præcis denne art er at de kan blive ældre i naturen end i fangeskab. Hvorfor vides ikke præcis, men det kan have noget at gøre med at mange dyr i fangeskab bliver overfodret.
Størrelse:
Det er en relativ stor og kraftig snog som godt kan nå længder på over 2 meter. Hunner bliver væsentlig kraftigere og også længere end hannerne, som typisk holder sig under 2 meter.
Det kan dog sagtens forekomme at de når op på 2,5 meter. Dette gælder dog kun for hunner.
Parring og æglægning:
I naturen forekommer der et mindre temperaturfald, sammen med lavere nedbør, som er med til at trigge parringssæsonen for dyrene. Når dyrene har parret sig, lægger hunnen mellem 15 og 25 æg, som klækker efter 60 – 75 dage alt efter temperaturen.
IUCN-status:
På IUCN-listen er H. gigas rangeret som LC – Least concern og er derfor ikke truet. Det er heldigvis en sjældenhed at finde vildtfangede dyr, hvis der er overhovedet er nogen. Arten bliver opdrættet i stor stil i fangeskab.
Udseende og kendetegn:
H. gigas er en imponerende slange, som er nem at genkende. Et af de mest ikoniske kendetegn er deres evne til at ”hoode”, som de ægte kobraer også gør det. Deres hood er dog knap så bred, men det er ikke til at tage fejl af. De gør desuden meget brug af denne evne, så snart der er den mindste forstyrrelse.
Som ungdyr ligner arten meget individer fra Nerodia slægten, med deres nøddebrune grundfarve og sorte sadler, som er omkranset af en meget lys gul/hvid linje. I takt med at de bliver ældre vil de få den karakteristiske sorte ansigtsmaske, der løber fra øjnene og i en tyk stribe ned ad halsen. Resten af kroppen vil miste lidt af den kraftige optegning som bliver blødere og mere udvisket.
Arten kan være nervøst anlagt og holder sig ikke tilbage med at bide og kaste sig rundt i terrariet, hvis man prøver at håndtere den. De fleste vokser fra denne adfærd og bliver roligere med alderen. Dog har vores egen hun bibeholdt denne adfærd.
Det er generelt heller ikke en art vi vil anbefale til håndtering da den er stor, giftig og ikke bange for at bide fra sig.
Gift
Arten er giftig og man bør behandle den med respekt, uanset om det er unger eller voksne. Et bid fra selv et ungdyr kan resultere i ganske ubehagelige symptomer, som kan vare i op til en uge.
Af symptomer kan nævnes stærke lokale smerter, hævelser, hovedpine, kvalme og generelt ubehag. Derudover er det ikke unormalt at se misfarvninger i huden omkring bidstedet.
Det er derfor en god idé at bruge handsker og en slangekrog, hvis man skal håndtere sine dyr.
Levevis:
H. gigas holder til i og omkring vådområder, søer og fugtige enge i lysåbne omgivelser. De er udprægede dagaktive og altid på jagt efter enten fisk, frøer, små pattedyr eller hvad de ellers kommer forbi. Man vil altid finde arten i nærheden af vand, da de er gode svømmere og fisk er en stor fødekilde for dem i naturen.
Fødevalg:
Som allerede nævnt er de særdeles glade for fisk som de fanger uden problemer. Steder hvor der ikke er nok vand til at der kan leve fisk, fylder frøer en god del af deres føde. De er ikke kendt for at have kannibalistiske tendenser.
Fjender:
Da de lever i lysåbne omgivelser, er særligt fugle en stor potentiel fare. Derudover er kaimaner og store pattedyr en trussel.
Pasning i fangeskab:
Terrariet:
Da arten er relativt stor, kræver den derfor også et terrarie derefter. Derfor anbefaler vi at bundarealet til et voksent individ på minimum 1,5 m x 0,8 m. Slangerne vil sjældent benytte højden og det er derfor ikke nødvendigt at lave terrariet højt. Der bør holdes en fugtighed i terrariet på omkring (60-70%), som dog kræver en god ventilation, da dyrene ellers kan få problemer med skæld betændelse. Ligeledes bør bundlaget aldrig være decideret vådt.
Mange holder deres dyr relativt tørt, men med mulighed for et stort fugtskjul. Der bør også være en vand skål, som er stor nok til at dyrene som minimum kan ligge i den. De kommer til at bruge den ofte!
Derudover skal der selvfølgelig være mulighed for skjulesteder, både i den varme og ”kolde” del af terrariet.
Lys:
Det er ikke et krav med UV-lys, men da arten er dagaktiv, er der mange der mener at dyrene kan drage nytte af det. Det vil også være en stor fordel, hvis man har et terrarie med planter i. Uanset bør der være lys nok, til at dyrene kan skabe sig en døgnrytme.
Temperatur:
Temperaturerne må gerne ligge mellem 25 – 30 grader, fordelt i terrariet, så dyret selv kan vælge. En varmespot på omkring 35 grader bør også være til rådighed.
Fodring:
Selvom det er en udpræget fiskespiser i naturen, klarer arten sig rigtig godt på mus og rotter i fangeskab. Unger kan fodres hver 5. dag (op til 1 år), ungdyr hver 7. dag (op til 3 år) og voksne hver 7. – 10. dag (fra 3 år). Vær klar over at de spiser meget grådigt og voldsomt. Det er derfor ikke unormalt at der kan gå hul på foderdyrene, som resulterer i noget af et svineri. Deres fordøjelse er også ganske effektiv og der går ikke længe fra fodring til afføring. Derfor kræver de en del rengøring, hvis ikke man har et meget effektivt bioaktivt bundlag!
Opdræt:
Folk har delte meninger, om hvorvidt man behøver give sine dyr en cyklus i form af en kort køle periode. Ofte vil det være nok blot at sætte sine dyr sammen, når de har opnået den rigtige alder og størrelse. Med H. gigas er det vigtigt at hunnen som absolut minimum er 3-4 år og i god foderstand. Hvis man vælger at ”køle” sine dyr, kan man gøre det ved at sænke temperaturen til omkring 23 grader i en måned og derefter sætte dem sammen. Når dyrene har parret sig, vil der gå omkring 50 – 55 dage før hunnen lægger sine æg. Vær opmærksom på at hun har et sted at lægge æggene. Det kan være i en kasse med fugtig sphagnum mos.
Ved en temperatur på 28 grader vil æggene klække efter cirka 60 – 65 dage.
Studier og relevante artikler:
https://daneshyari.com/article/preview/2064054.pdf
En interessant artikel der omhandler et bid fra en unge og symptomerne heraf.
FAQ
Har arten noget at gøre med en rigtig kobra?
Nej H. gigas er på ingen måde beslægtet med de ægte kobraer (Naja sp.). Naja arterne hører til den gruppe som kaldes giftsnoge (elapidae), hvor Hydrodynastes hører til snogene (colubridae). Elapiderne er desuden ulovlige at holde i Danmark.