Trachemys scripta scripta, bedre kendt som den gulørede terrapin, tilhører familien Emydidae og er en underart af den velkendte rødørede terrapin. Hvor den rødørede variant har røde pletter bag øjnene, bærer den gulørede terrapin – som navnet antyder – karakteristiske gule striber på samme sted. Den er hjemmehørende i det sydøstlige USA, men er i dag spredt til store dele af verden som følge af menneskelig aktivitet.
Arten er en dygtig tilpasser. Den trives i en bred vifte af ferskvandshabitater og er i stand til at udnytte ressourcer, som mange andre skildpadder ikke kan. Det gør den til en succesfuld overlever – men også til en potentiel trussel mod lokale økosystemer, hvor den ikke naturligt hører hjemme.
| Kategori | Information |
|---|---|
| Videnskabeligt navn | Trachemys scripta scripta |
| Populærnavn | Guløret terrapin |
| Klasse | Krybdyr (Reptilia) |
| Levested | Søer, floder, sumpe og damme i det sydøstlige USA; introduceret i Europa, Asien og andre regioner |
| Gennemsnitlig levetid | 20–30 år i naturen; op til 40 år i fangenskab |
| Føde | Altædende: vandplanter, fisk, insekter, krebsdyr, padder og ådsler |
| Størrelse | 15–30 cm (hunner større end hanner) |
| Status (IUCN) | Least Concern (LC) – men listet som invasiv art i mange lande |
| Vidste du? | Den gulørede terrapin kan holde vejret i op til flere timer under vand og kan endda optage en lille mængde ilt gennem huden om vinteren under dvale. |
Udbredelse
Den gulørede terrapin er naturligt hjemmehørende langs den atlantiske kystslette i det sydøstlige USA – primært i stater som Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia og Florida. Dens naturlige udbredelsesområde strækker sig langs lavtliggende floddale og kystsletter, hvor der er rigelig adgang til stillestående eller langsomt flydende ferskvand.
Uden for sit naturlige hjemsted er arten i dag registreret i store dele af Europa, herunder Spanien, Frankrig, Italien og Nederlandene. Den er også fundet i Japan, Sydkorea, Sydafrika og Australien. Denne globale spredning skyldes primært kæledyrshandelen, hvor mange eksemplarer er blevet frigivet i naturen af ejere, der ikke længere ønskede at passe dem.
I Danmark er arten observeret i parker og søer, særligt i byområder. Den er ikke etableret som en selvreproducerende bestand i Danmark endnu, men fund af enkeltindivider forekommer med jævne mellemrum. EU har siden 2016 forbudt import, salg og hold af arten som kæledyr, netop for at begrænse yderligere spredning.
Levetid
I naturen lever den gulørede terrapin typisk i 20–30 år, men mange individer når aldrig denne alder på grund af prædation, sygdom og menneskelige forstyrrelser. Unge skildpadder er særligt sårbare i de første leveår, hvor de er små nok til at blive byttet af en lang række rovdyr.
I fangenskab, hvor trusler er minimale og kosten er optimal, kan arten leve betydeligt længere. Velpassede eksemplarer har nået en alder på 40 år eller mere. Det er en af grundene til, at arten kræver et seriøst og langsigtet engagement fra ejere – noget mange undervurderer, når de anskaffer sig en ung skildpadde.
Artens levetid afhænger i høj grad af adgang til sollys eller kunstigt UV-lys, en varieret kost og rent vand. Mangel på disse faktorer fører hurtigt til sygdomme som metabolisk knoglesygdom og skalproblemerne hos skjoldet.
Udseende og kendetegn
Den gulørede terrapin er en mellemstor ferskvandskilpadde med et ovalt, let hvælvet skjold – det såkaldte carapax. Skjoldet er olivengrønt til mørkegrønt med gule og sorte mønstre, der varierer fra individ til individ. Undersiden (plastron) er typisk gullig med mørke pletter.
Det mest iøjnefaldende kendetegn er de gule striber bag øjnene, som giver arten sit navn. Disse striber er bredere og mere fremtrædende hos unge individer og kan blive mere udviskede med alderen. Huden på hals, ben og hale er grøn med gule længdestriber.
Hunner er markant større end hanner og kan nå op til 30 cm i skjoldlængde. Hanner er typisk 15–20 cm og kendes desuden på deres længere forklør, som bruges under parringsdansen. Ældre hanner kan udvikle en mørkere, næsten sort pigmentering – et fænomen kaldet melanisme.
Levevis
Den gulørede terrapin er dagaktiv og tilbringer store dele af dagen med at sole sig på sten, grene eller bredder ved vandkanten. Solbadning er ikke blot afslapning – det er en biologisk nødvendighed, der regulerer kropstemperaturen og aktiverer D-vitaminproduktionen, som er afgørende for skjoldets og knoglernes sundhed.
Arten er sky og dykker hurtigt ned i vandet ved den mindste forstyrrelse. Den er en fremragende svømmer og kan tilbagelægge betydelige afstande i vand. På land er den derimod klodset og langsom, og den bevæger sig kun sjældent langt fra vandkanten – undtagen hunnerne, der søger egnede æglægningssteder.
Om vinteren går arten i dvale på bunden af søer og damme, hvor den graver sig ned i mudderet. Under dvalen falder stofskiftet dramatisk, og skildpadden kan overleve måneder uden at spise eller trække vejret normalt. Den optager en lille mængde ilt direkte fra vandet via specialiserede blodkar i kloakregionen.
Parring og æglægning
Parringssæsonen finder sted fra marts til juni, afhængigt af geografisk placering og temperatur. Hannerne udfører en karakteristisk parringsdans, hvor de svømmer foran hunnen og vibrerer de lange forklør mod hendes ansigt og hals. Denne adfærd kan vare i lang tid, og hunnen afgør selv, om hun accepterer hannen.
Befrugtede hunner søger egnede æglægningssteder på land – typisk åbne, soleksponerede arealer med løs, fugtig jord. Hunnen graver et hul med bagbenene og lægger 5–20 æg, som hun herefter dækker til og forlader. Hun yder ingen yderligere forældreomsorg.
Inkubationstiden er 60–90 dage afhængigt af temperaturen. Ligesom hos mange andre krybdyr bestemmes kønnet af rugetemperaturen – et fænomen kaldet temperaturbetinget kønsbestemmelse. Højere temperaturer producerer generelt flere hunner, mens lavere temperaturer giver flere hanner.
De nyudklækkede unger er kun 2–3 cm store og ekstremt sårbare. De er fuldt selvstændige fra første dag og må klare sig selv fra det øjeblik, de kravler ud af æggene.
Fødevalg
Den gulørede terrapin er en opportunistisk altæder, der tilpasser sin kost efter, hvad der er tilgængeligt i habitatet. Unge individer er overvejende kødædende og foretrækker insekter, krebsdyr, orme og småfisk. Med alderen skifter kosten gradvist mod en mere plantebaseret diæt, og voksne individer spiser store mængder vandplanter.
I naturen jager arten aktivt ved at patruljere vandets bund og overflade. Den er i stand til at fange hurtige byttedyr som småfisk og tudselarver, men tager også gerne ådsler og organisk affald. Denne fleksibilitet i fødevalget er en af årsagerne til artens succes som invasiv art – den konkurrerer effektivt med lokale arter om føderessourcerne.
Arten spiser udelukkende i vandet, da den ikke producerer nok spyt til at synke fast føde på land. Selv når den fanger bytte på bredden, trækker den sig tilbage til vandet for at sluge det.
Fjender
Den gulørede terrapin har naturlige fjender i alle livsstadier. Æggene er særligt udsatte og angribes af en lang række pattedyr, herunder vaskebjørne, ræve, grævlinge og stinkdyr, der graver æggene op fra rederne. Fugle som krager og måger tager også æg, hvis de finder dem.
Nyudklækkede unger er byttedyr for næsten alt, hvad der er større end dem selv – fugle, slanger, store fisk, ræve og endda store frøer. Det anslås, at kun en lille procentdel af ungerne overlever til voksenalderen. Skjoldet er endnu blødt og giver ringe beskyttelse i de første uger af livet.
Voksne individer er bedre beskyttet af det hårde skjold, men store rovfugle som ørne og fiskeørne kan løfte og slippe skildpadder fra stor højde for at knuse skjoldet. Alligatorer og store slanger udgør også en trussel i artens naturlige udbredelsesområde. Mennesker er imidlertid den største trussel mod arten globalt – gennem habitatødelæggelse, trafikdrab og indsamling til kæledyrshandelen.
IUCN Status
Den gulørede terrapin er klassificeret som Least Concern (LC) på IUCNs rødliste, hvilket afspejler, at den samlede bestand er stor og ikke umiddelbart truet på globalt plan. Arten er talrig i sit naturlige udbredelsesområde og har vist sig i stand til at tilpasse sig selv i forstyrrede habitater.
Billedet er dog mere komplekst. I sit naturlige hjemsted i USA er arten under pres fra habitatødelæggelse, vandforurening og opdræt til kæledyrshandelen. Lokale bestande kan være stærkt reducerede, selv om arten som helhed ikke er truet.
Uden for sit naturlige hjemsted er den gulørede terrapin – ligesom sin nære slægtning den rødørede terrapin – betragtet som en af verdens 100 mest skadelige invasive arter. Den konkurrerer med lokale sumpskildpadder om solbadningspladser og føde, og kan overføre sygdomme til lokale bestande. I Europa er salg og hold af arten forbudt i henhold til EU-forordning 1143/2014 om invasive arter, og i 2026 er der fortsat fokus på at begrænse artens spredning gennem oplysning og kontrol.
Frigivelse af kæledyrsskildpadder i naturen er en af de primære årsager til artens globale spredning. Selv velmenende ejere, der slipper deres skildpadde fri i en lokal sø i troen på, at det er det bedste for dyret, bidrager til et alvorligt miljøproblem. Ansvarligt ejerskab og korrekt håndtering af dyr, man ikke længere kan passe, er afgørende for at beskytte lokale økosystemer.
