Skillelinie

 Zootoca vivipara

(Skovfirben)

Skovfirben han
Skovfirben han
 
Skovfirbenet eller det almindelige firben, tidligere kendt som Lacerta vivipara, har et enormt udbredelsesområde, der strækker sig fra Nordspanien i vest til Stillehavskysten i øst. Mod nord kan den findes helt op til nordkap, og mod syd kan den findes ned til Norditaien og Bulgarien. I Danmark findes den overalt i spredte populationer på nær nogle få mindre øer. Skovfirbenet træffes på mange forskellige biotoper. Den foretækker randzoner imellem åbent land og højere bevoksning som f. eks grøftekanter, skovbryn og lign. De findes ofte i større populationer i nærheden af vand og lever generelt fugtigere end markfirbenet. Den findes i flere udgaver i Danmark, hvor foruden den almindelige også forekommer en melanistisk form, der dog er temmelig sjælden, samt en grønrygget form. Den sorte variant har jeg fundet omkring Grejsdalen, på feddet, på Knudshoved Odde, ved Rørvig samt ved Thorsager, men aldrig i større antal. Den grønryggede form har jeg aldrig set. Det største skovfirben, som jeg har set i naturen, fangede jeg i 1972 ved Nørre Snede. Det  var en hun på 16,6 cm, men den er beskrevet til at kunne blive 18 cm. Skovfirbenet er fredet ikke bare i Danmark, men i hele Europa under Bern – konventionen. De opdrættes dog enkelte steder især i Tyskland, hvor ungerne en sjælden gang udbydes til salg.
 
Skovfirben hun
Skovfirben hun foto fra Tornby klitplantage
 
Skovfirbenet er desværre ikke så ligetil at holde som terrariedyr, med mindre de holdes i udendørsterrarier. Med tilskud af UV-belysning samt et bredt udvalg af engplankton vil det dog nok være muligt alligevel. I udendørsterrarierne er de til gengæld meget nemme at holde og formere. De bliver hurtigt håndtamme og kommer løbende lige så snart, man nærmer sig i håbet om en lille godbid. De vokser hurtigt på en kost af fårekyllinger, græshopper, bænkebiddere, regnorme samt insekter og edderkopper fra haven. De foretrækker mindre foderemner og er ikke så grådige som markfirbenet. Det er meget vigtigt, at især ungerne får adgang til ultraviolet bestråling samt kalk og vitaminer, for at de kan opbygge skelettet under den hurtige vækst. Under terrarieforhold er det muligt at få dyrene op i fuldvoksen størrelse på ganske få måneder, og hunnerne bliver kønsmodne i deres andet eller tredie leveår.
 
Skovfirben han
Skovfirben han
 
I naturen kommer skovfirbenet normalt frem i det tidlige forår. Jeg plejer at finde de første omkring den 15. marts, men har fundet dem meget tidligere. Den 1. januar fandt jeg engang en han, der lå og solede sig imellem spredte snedriver. Hannerne kommer frem først og foretager hurtigt deres første hamskifte. Hunnerne bliver parret, så snart de kommer frem og parringslysten er meget stor. Indfanger man et par og sætter dem sammen i en bøtte i det tidlige forår, oplever man ofte at de parrer sig i løbet af få minutter. Hannerne bider sig fast i siden på hunnerne under parringen, og disse bidmærker kan ses på hunnen hele sommeren. Hunnerne bærer æggene under hele udviklingen og føder i juli eller august sit kuld, der kan indeholde op til 12 unger. Normalt er kuldet dog på en 5 - 7 unger. Ungerne er meget små. Ca. 40 mm i totallængde og meget mørkere end forældrene. Melanistiske dyr er også sorte ved fødslen. I terrarier kan skovfirbenene få et kuld unger hvert år, men i naturen springer de ofte hvert andet år over, især mindre hunner.
 
Vi holder vores skovfirben i udendørsterrarier på 4 m2, der er lavet af acrylplast, som tillader UV at gå igennem. For at modvirke tab til nabolagets katte og kragefugle er terrarierne dækket med en ramme af volierenet. Hvis man holder et par i denne størrelse terrarium, er det ikke nødvendigt at fodre dyrene. De kan klare sig med hvad de kan finde, men vi håndfodrer dem da med et par regnorme en gang imellem, så de stadigvæk er tillidsfulde. De er meget aktive dyr, og vi kan varmt anbefale at have sådan et lille stykke natur i haven. Ud over terrariedyrene findes der skovfirben naturligt på vores ejendom. De holder især til ved stendiget, der omkranser skildpaddeanlægget, men er også set på skrænten ned til vejen.