Skillelinie

Thamnophis sirtalis parietalis

(Rødsidet strømpebåndssnog)

Thamnophis sirtalis parietalis han
 
Den rødsidede strømpebåndssnog har et enormt udbredelsesområde. Fra Chihuahua i Mexico til Yukon territoriet i Canada. Den findes i op til 8000 fods højde og næsten altid i umiddelbar nærhed af vand. Den er ikke kræsen i sit fødevalg som omfatter insekter, eddekopper, regnorme, frøer, tudser, fisk, og små gnavere. Farven er mørkegrøn til sort med en lys midterrygstribe og store røde pletter ned langs siden. I den nordlige del af udbredelsen holder den en 3-5 måneders dvale og parringer forekommer både om efteråret og om foråret. Ungerne fødes i august eller september. Denne snog er den eneste dokumenterede slange, der kan overleve at blive frosset ned. I Canada, hvor de første solstråler lokker dyrene frem fra vinterdvalen, sker det ofte at dyrene overraskes af dårligt vejr og ikke når tilbage til overvintringshulen inden sne og frost tager over. Disse dyr kan "genopstå" når vejret bliver varmere, og begynder at kravle omkring såsnart deres legemestemperatur kommer over 0*C.
 

Thamnophis sirtalis parietalis hun

 
De forskellige underarter af Thamnophis sirtalis har altid været populære begynderdyr. Titusindvis af nominatformen har igennem tiderne været importeret og solgt i dyrehandelen for meget få penge. Det er særdeles velegnede dyr til terrariehold, da de er dagaktive og lette at fodre. Imidlertid har de vildt fangede dyr ofte mange parasitter og sygdomme på grund af de forhold, de oplever under og efter fangsten, og indtil de kommer til dyrehandleren. Derfor dør de fleste desværre efter kort tid. Opdrætsdyr er til gengæld særdeles lette at holde. Terrariet til strømpebåndssnoge behøver ikke være højt. De holder generelt til i bunden af terrariet selv om de gerne undersøger grene og planter i deres jagt efter føde. For at forebygge problemer med bakterieinfektioner i huden bør de holdes tørt dog med en større vandskål samt et fugtigere område f. eks. ved insatte planter. Temperaturen holdes på ca. 25*C om dagen og gerne køligere om natten. En varmeplads under en spot opsøges gerne især under fordøjelsen. Foderet består af ferskvandsfisk, regnorme, agersnegle og små mus. De bliver hurtigt "tamme" og tager foderet fra fingrene. En varieret kost er vigtig for deres velbefindende, og en ensidig fodring med regnorme får dyrene til at dø efter nogle måneder. Fisk bør være levende eller nyslagtede. Frosne fisk mister hurtigt deres indhold af B-vitamin som må tilsættes, hvis man benytter dette foder. Ungerne spiser både små fisk som gubbier og regnorme og vokser eksplosivt. Kønsmodenhed kan indtræffe allerede efter et år.
 
Thamnophis sirtalis parietalis baby