Skillelinie

Orthriophis taeniurus friesi

Orthriophis taeniurus friesi parring
 
Orthriophis taeniurus friesi, som tidligere hed Elaphe taeniura friesi, lever på Taiwan og er den største af underarterne, og en af de største snoge overhovedet. Den største, der er målt og beskrevet, havde en længde på 270 cm og eksemplarer over 250 cm ses ofte. Jeg har set rigtigt store dyr i forskellige Zoologiske haver, som i hvert fald var 270 cm eller større. 
O. t. friesi er nok den oftest holdte og opdrættede asiatiske rottesnog. Den har kontrastrige farver, en imponerende størrelse, er uproblematisk at holde og opdrætte, samt har et roligt temperament. Det normale populærnavn er Taiwan-rottesnoge eller bare friesier.
 
Orthriophis taeniurus friesi parring
 

Alle taeniurus holdes i store gerne høje terrarier, idet det er aktive og klatrende dyr. De foretrækker en grundtemperatur på omkring de 25 grader Celcius med en mulighed for at varme sig op under en spot eller lign. Under hamskifte lægger de sig gerne i vandskålen, som derfor må have en vis størrelse. Foderet består af gnavere eller daggamle kylinger. Voksne friesier kan fortære voksne hanrotter og små kaniner. 

For at få det bedste opdræt bør dyrene have en årscyklus. En rigtig dvale er ikke nødvendig, men de klarer let en 3-4 måneders dvale ved 7-12 grader Celcius. Parringen følger første hamskifte, så vi har altid fodret hannerne meget i begyndelsen for at de havde gennemført hamskiftet inden hunnerne. Æggene lægges 50 - 109 dage efter parringen i en mørk boks med et let fugtigt materiale. Vi benytter halvt sphagnum og halvt sand. Æggene udruges på 60-72 dage ved 27 grader Celcius. Ungerne er meget store (op til 60 cm) og spiser frivilligt museunger ofte efter få dage. Vi har endnu ikke måttet tvangsfodre en eneste af disse unger. Alle taeniuraer vokser eksplosivt og kan være kønsmodne på bare 16 måneder (inklusiv dvale). 
Disse asiatiske snoge er fantastiske terrariedyr, og opdrætsdyr ses ofte til salg til billige penge. 
Vi holdte og opdrættede O. t. friesi i nogle år og generationer.