Skillelinie

Zamenis situla

(Leopardsnog)

Opdrættet voksen hun.
 
Leopardsnogen, tidligere kendt som Elaphe situla, lever i det sydøstlige Europa, Tyrkiet og på halvøen Krim. De bliver op til 125 cm, men normalt omkring 100 cm. Der findes to typer af leopardsnoge: en stribet og en plettet form, begge kan forekomme i et kuld. Den plettede form er langt den mest almindelige i naturen og i fangenskab. Begge former er meget smukke med deres røde farver på en grå baggrund.
 
 Vildt fanget plettet/stribet han fra Peleponnes, Grækenland.
 

Leopardsnogen er beskyttet af Bern Konventionen, og derfor er det kun muligt at få opdrættede dyr. De er hurtigt voksende dyr, der kan være kønsmodne efter 1½ år. De behøver ikke et stort eller højt terrarie og bør holdes køligere end de fleste rottesnoge. Hvis temperaturen bliver for høj opsøger leopardsnogene vandskålen og holder op med at spise. De foretrækker små levende foderdyr som mus og rotteunger, men de fleste kan vænnes til at spise døde foderdyr. 

 
Parring
 
Overvintring i 2 – 3 måneder er nødvendig for opdræt. Efter dvalen holdes kønnene adskilt og sættes først sammen efter hunnens første hamskifte. Under parringen bider hannen sig ofte fast i hunnens nakke. Dette kan se drabeligt ud, men vi har ikke oplevet eller hørt om nogen skader derved.
 
Hun under æglægning
Hun under æglægning
 
Æggene er meget store og kan ses og mærkes ca. 15 dage efter parringen. Ca. 8 - 14 dage efter hunnens næste hamskifte lægges æggene i en mørk beholder fyldt med fugtigt sphagnum, de klækker 60 - 81 dage senere, alt efter temperaturen. Ungerne er store og spiser normalt en uge eller to efter klækningen.
 

Vi har opdrættet leopard snoge siden 1990 og har dem nu i 5 – 6 generation. 

 
Habitat Kerkyra (Korfu)