Skillelinie

Pantherophis guttatus guttatus

(Kornsnog)

Pantherophis guttatus guttatus. Foto Lars Hastrup
 
Kornsnogen, som tidligere hed Elaphe guttata guttata, regnes for et af de bedste begynderdyr indenfor terrariehobbyen. Den har en fornuftig størrelse, meget smukke farver, er let at holde og formere, samt har et roligt temperament. Det er derfor, den er blevet en af de mest populære slanger igennem tiderne.
 
Pantherophis guttatus guttatus. Fo J. Grathwohl
 
  Kornsnogen er en af de mindre rottesnoge og bliver ca 100 - 125 cm. Større eksemplarer er fundet og max længden er 182,9 cm. Det er en typisk rottesnog med en lang slank krop med et tydeligt afsat hoved. Grundfarven er rødlig med mørkere sadler på ryggen, ungen er lys med sorte firkanter nærmest formet som skaktern. Udbredelsesområdet går fra New Jersey i nord og til Florida i syd og afløses mod vest af Pantherophis guttatus emoryi. I den absolut sydligste del af området er der beskrevet en underart Pantherophis guttatus rosacea, som adskiller sig fra nominatformen ved bl. a. at have en ensfarvet lys bug. Det er dog temmelig usikkert om validiteten af denne underarts berettigelse, men den kan findes på diverse messer til en noget højere pris end nominatformen.
 
Pantherophis guttatus guttatus. Foto Lars Hastrup.
 
Kornsnogen er ikke kræsen i sit biotopvalg. Den kan findes alle steder, hvor den kan få opfyldt et minimum af krav, men den foretrækker uberørt natur gerne i forbindelse med vand eller åbne skove. Den klatrer gerne og kan sågar findes højt oppe i trækronerne. I den nordlige udbredelse er kornsnogen ofte aktiv i de lyse timer, men jo længere sydpå man kommer jo mere skumrings og nataktiv bliver den.
Føden består hovedsagligt af diverse gnavere og kornsnogen er i stand til at kvæle og sluge meget store foderdyr. Ud over gnavere indgår der fugle, flagermus, øgler, padder og æg i kostplanen.
Parringerne foregår i det tidlige forår og æggene lægges i forsommeren. Et kuld kan bestå af op til 25 æg og endnu et kuld er muligt i løbet af sommeren i det sydlige område.
 
Habitat fra Alabama
 
I terrariet er kornsnogen en af de bedste repræsentanter for snogene. De volder sjældent problemer og kan underholde ejeren i mange år. Den maksimale levealder er opgjort til 21 år og 9 måneder, og de lever normalt mindst 15 år.
Kornsnogen stiller ikke de store krav til terrariet, men skal man have den største glæde af dem bør de gå i et større og højt terrarium, hvor varmepladserne befinder sig i den øvre halvdel. De behøver ikke høje rumtemperaturer men kan holdes ved 22-25*C med en varmeplads, som de især opsøger under fordøjelsen. Nattemperaturen bør ligge ca. 5 grader lavere.
Kornsnoge er grådige bæster, æder gerne tit og ofte, og man skal passe på ikke at overfodre dem. Foderet består af mus, mindre rotter eller daggamle kyllinger. En fodring en gang om ugen er tilstrækkelig. En dvaleperiode er ikke nødvendig, men virker naturlig.
Opdræt af kornsnoge sker normalt uden de store tiltag. Når første hamskifte efter dvalen er overstået, sker parringen, og hunnen lægger sine æg 35 - 45 dage derefter. Ca. 6 - 10 dage før æglægningen skifter hunnen ham. Ungerne klækker efter 58 - 65 dage ved 27*C.
Desværre har det vist sig, at mange unger ikke spiser selvstændigt med mindre man giver dem øgler i begyndelsen, men dette kan til en vis grad forebygges, ved at sørge for at hunnen er mindst 3,5 år gammel, i god kondition og en temperatur i rugemaskinen, der er lidt lavere. Den mest perfekte temperatur, vi har fundet er 26,3*C